16. oktober 2023

Dagbøger og beretninger fra fordrevede palæstinensere i det sydlige Gaza.

Den anden side af død, ødelæggelse og frygt.

Jeg falder i søvn klokken fire og vågner et minut senere og opdager, at klokken er over seks. Jeg går hen til bageren, hvor der er en lang menneskekø, der står og venter, og efter tre en halv time mere end den mængde søvn, jeg har fået, bliver det min tur. Jeg får at vide, at jeg ikke kan tage mere end et bundt brød. Jeg prøver at forklare min situation, men han lytter ikke. Jeg fortæller ham, at vi er blevet fordrevet, og at vi bor hos en familie her, hvor  vi tilsammen er 70 personer, inklusive børn. To bundter brød er derfor ikke nok, så han siger, at jeg kan gå tilbage og stille mig i kø igen, hvis jeg vil have mere. Jeg tager brødet, mumler en bøn og går.

Jeg ankommer til huset efter en halv times gang, og de fortæller mig, at de har brug for vand. Jeg tager drikkedunken, går hen til vandfiltreringsstationen og stiller mig i en kø, der er længere end den forrige. Tre timer senere er det min tur. Jeg går tilbage til huset efter en lang dag, og vi fortæller børnene, at et glas vand må være nok; spild det ikke. Jeg lægger mig på sofaen for at hvile lidt, og så fortæller de mig, at det snart er spisetid, og at de vil have brød og mad fra supermarkedet - så jeg vender tilbage til endnu en kø og mere ventetid og mere ikke-eksisterende basal menneskelighed.

Om aftenen lover jeg dem, at jeg tager tilbage til huset i al-Shuja'iyya i morgen tidlig, men ti minutter senere omfordeler vi den tilgængelige plads for at få mest muligt ud af hver en centimeter, hvor et barn eller en voksen kan sove - selv gangene og indgangen - og dækker gulvet i den lille lejlighed med tredive kroppe. Vi sørger for, at kvinderne og børnene får plads, og så fordeler vi os selv; to sover på sofaen, og to holder sig vågne, hvis der skulle ske noget, Gud forbyde det, så de hurtigt kan vække alle andre, ikke at det er nødvendigt, for efter et kvarter til en halv times søvn vågner vi alligevel alle til lyden af tungt bombardement, og børnene græder, indtil deres mødre får dem til at sove igen ... Og sådan fortsætter det, indtil dagen bryder frem, og cyklussen begynder igen.

1. november 2023

Godaften verden,

Internet- og telefonforbindelserne blev afbrudt i går aftes, og det, jeg engang anså for umuligt, blev pludselig virkelighed, men under andre betingelser. Postbuddet kan ikke gå sin runde midt i bombardementerne og ødelæggelserne, og under alle omstændigheder vil de aviser, han bærer have den samme overskrift hver dag: "Gaza bliver udryddet". Livet går under hver aften og rejser sig ikke igen næste dag. Måske vil morgendagens udgave indeholde nyheden om min død.

Det var det jeg tænkte på i det øjeblik kommunikationen blev afbrudt, og vi var afskåret fra omverden, og verden var afskåret fra os og det der skete med os. Bombardementerne blev mere intense, og vi lagde hænderne på vores hjerter, fordi det var det vi frygtede, og her var det der nærmede sig - vi skulle dø i stilhed, uden at verden vidste noget, så vi ikke engang kunne optage vores sidste øjeblikke eller råbe vores sidste ord.

Jeg bor i et lille kvarter, der hedder al-Shuja'iyya, som ligger i den østlige udkant af Gaza City. Hver nat er lyden af eksplosioner konstant - eksplosioner af forskellige slags, der kommer fra forskellige retninger - og for hver eksplosion, der ryster vores hus og vores hjerter holder vi fast i hinanden velvidende, at der på et tidspunkt vil komme en eksplosion vi ikke kan høre, fordi den allerede vil have sprængt os i luften.

Det er derfor, at jeg skriver nu; det er måske mit sidste budskab, der når ud til den frie verden og flyver med fredens duer for at fortælle dem, at vi elsker livet, eller i det mindste det liv vi har formået at leve; i Gaza er alle veje foran os blokeret, og i stedet er vi kun et tweet eller en breaking news-historie fra døden.

Nå, men jeg begynder.

Mit navn er Noor Aldeen Hajjaj, jeg er en palæstinensisk forfatter, jeg er 27 år gammel, og jeg har mange drømme.

Jeg er ikke et nummer, og jeg accepterer ikke at min død er en forbigående nyhed. Sig også, at jeg elsker livet, lykken, friheden, børnenes latter, havet, kaffe, at skrive, lytte til Fairouz, og alt hvad der er glædeligt - selvom disse ting vil forsvinde i løbet af et øjeblik.

En af mine drømme er, at mine bøger og mine skrifter skal rejse verden rundt og at min pen skal have vinger, som intet ustemplet pas eller afvist visum kan holde tilbage.

En anden af mine drømme er, at få en lille familie; en lille søn, der ligner mig, og fortælle ham en godnathistorie, mens jeg vugger ham i mine arme.

Min største drøm er, at mit land får fred, at børn smiler lysere end solen, at vi planter blomster alle de steder, hvor der engang faldt en bombe, at vi tegner vores frihed på alle de mure, der er blevet ødelagt.At krigen endelig vil lade os være i fred, så vi for en gangs skyld kan leve vores liv.

Noor Aldeen Hajjaj, Gaza, Palæstina, 28/10/23

2. november 2023

I dag gik jeg en lille tur rundt i byen  eller rettere sagt, hvad der er tilbage af den. Jeg så, hvordan dens farver er trukket sammen til én enkelt farve. Hvor kom denne gråhed fra, denne grå, som har magten til at påtvinge sig selv alle de farver vi kender, hvis ikke med tonsvis af sprængstoffer?

Jeg gik hen over enorme mængder murbrokker og forsøgte at træde forsigtigt, som i et minefelt for at undgå alle de steder, hvor børn havde tegnet drømme på minder.

Jeg var ikke bange for at røre ved flossede elkabler på gaden; de var bare bødlens løkker, vidner til al denne ødelæggelse.

Jeg så bjerge af ligklæder blive transporteret på en lastbil til det sidste og eneste sikre sted på jorden.

Der er ingen begravelsesoptog, hvor martyrer bæres til deres sidste hvilested, fordi hele deres familier - martyrer ligesom dem - ledsager dem til graven.Måske var deres sidste ønske før bomberne faldt det samme, som vi alle har: Hvis vi skal dø, så lad os dø sammen.Vi ønsker ikke at give døden chancen for at efterlade en af os alene, mens han eller hun sørger resten af livet over det liv de andre skulle have levet.

Jeg gik forbi en skole med fordrevne børn, og mit hjerte blødte over at se, hvordan menneskelighed kan blive krænket, hvordan vores basale behov kan blive fjernet, så vi ender med at tigge om en liter vand eller en paracetamol.

Andre mennesker går i alle fire retninger for at finde et bundt brød eller et sted at oplade batterierne til den lommelygte de bruger om natten eller vand, der er sikkert at drikke, eller andre basale fornødenheder, som ikke længere er tilgængelige.

Alt dette skete bare i løbet af en kort gåtur, ikke mere end en halv time, som førte mig op og ned ad et par nærliggende gader. De fleste af husene havde ikke overlevet de angreb, der ramte deres tage, og var faldet til jorden og kollapset oven på deres indbyggere.

Gud, hvor var katastrofen stor. Ord og billeder kan ikke komme i nærheden af at beskrive det. Vi kan ikke bære alt det her længere...Vi er så trætte.Gud, lad det være overstået før og ikke senere.

Noor Aldeen Hajjaj blev dræbt den 2. december 2023, da et israelsk krigsfly bombede og ødelagde 50 beboelsesejendomme i al-Shuja'iyya.