17.oktober 2023

Ingen tid

Himlens robotter var i dårligt humør

Det er vores opgave - børnene af verden nedenunder - at finde en måde at tale med metallet på

Det lader til, at tegnsprog ikke dur

Og at udgrave fire latinske bogstaver på pladserne for at kalde på undsætningen,

ikke tilkommer vores sjæle

Vi har ingen tid, kære venner

De flyvende insekter må stoppe legen med at antænde de verserende ilde

Indtil vi afmonterer de eksplosive beskeder og klargør ordene

Hver digter må tænke på sit sidste digt og holde sig fra metaforen

23. november 2023

Ti meter med levetidsberegninger

- Sådan siger livet -

Mht. døden så er der kun én beregning:

Altid. Afstanden er nul

Natten

Og stilheden

Og det svage lys i væggene

Alt sammen vildledende signaler

Og du er, som du er, ved ingenting om din skæbne.

Du farer vild i dit ståsted

Du skælver af skjortens bevægelse på din krop

Du lugter døden tæt på

Men du er som én, der kæmper mod et spøgelse

Du ved ikke, hvor den ligger på lur

19. november 2023

Adam: Far, hør!

- Ja. Sig frem.

- Bomber jøderne digtere?

- Nej, sønnike. Det kan de ikke.

2. december 2023

Fra jord

byggede gud dine tynde skuldre

Og i skyggen, tæt på et sørgeligt bjerg, som ikke kan ses, passerede årene dig

Du levede, uden at gentage de ord, som vedrører dig:

Gud har altid haft ret i alt, hvad der vedrører mig

Gud har altid været mindre eftergivende 

over for triste piger

Du har altid boet alene

De samme tvangstanker og hallucinationer synker og stiger i dig:

På toppen af et bjerg,

Viser jeg jer, det jeg ser:

Ingen

12. december 2023

Ni dage og otte nætter i Rafah. Jeg trak mig tilbage ti kilometer syd for holocausten. Khan Younis’ Holocaust, som vil ramme alle, ligesomsom det også skete i det nordlige Gaza. Jeg trak mig tilbage - må gud tilgive mig denne taktiske tilbagetrækning - for at redde min sjæl, da jeg ikke havde andet tilbage.

I ni dage sov jeg på gaden, efter hårde forhandlinger med folk om, at jeg ikke var efterspurgt af Israel. Mit navn er Nidal Alfqaawi. Digter. Haha, en digter bliver kun slået ihjel, hvis hans barn er sulten. Gudskelov har jeg lidt kiks og brød i rygsækken. Jeg har bare ikke et sted at sove, og det er ellers ikke et problem for digtere som sådan. Men min kone er gravid i ottende måned, og mit barn, Adam, bliver i hvert fald ikke digter efter det her. På den fjerde dag fandt jeg et sted fyldt med mennesker til Adam og hans gravide mor. Gudskelov. Jeg blev tilbage, fordi skolerne er overfyldte og accepterer ikke mænd, hvis de er alene. Folk er bange for én og tillader dig ikke at sove på Guds fortove, hvis du er alene. Du skal altid forklare dig selv, tælle og nævne alle dine bekendte. Og få nogle til at identificere dig, fx én der siger over telefonen: “Aha, aha, Nidal Alfqaawi? Det er sandt. Også sandt. Lad ham endelig sove i nabolaget, jeg kender ham godt. I burde faktisk skamme jer, fordi I overhovedet efterlod ham på gaden…” Linjen afbrydes. Endelig sov jeg alene på gaden uden frygt for Adam og hans mor – hvilken velsignelse!

Om morgenen hører jeg:: “Vend ikke tilbage til det her fortov i aften. Find selv ude af det, langt væk herfra…” Jeg havde allerede arrangeret noget nyt. Min ven Mahmoud M Alshaer hentede mig klokken ti om natten, mens jeg forhandlede med folk om at sove på deres fortov. Han fortalte mig over telefonen: “Gå til Al-Salam moskéen i det der område. Der er fordrevne mennesker der, som sover i moskéen. Hvilken rædsel! Krigsfly over mit hoved. Gaderne er tomme. Det er meget sent, og jeg vil bære mine ting og gå ind i en moské for at sove! Det vigtige er, at jeg lagde mig ned i nærheden af ​​døren og sov som en sten. Med det ene øje halvtlukket og det andet øje åbent. Åh, sikke lang natten er! Den rædselsnat hørte jeg det smukkeste kald til bøn i mit liv ved daggry. Det er opfordringen til bøn i ord og betydning. En klar meddelelse om nattens afslutning. En meddelelse om morgengryets ankomst, og at dagen nærmer sig. På trappen til afvaskningen ved moskéen stødte jeg på min ven, digteren Saed Al-Suwayrki, korrespondent for nyhedskanalen Russia Today. Vi udveklsede høfligheder med hinanden for at forbedre stemningen. Så gik vi ned ad trapperne, rystede på hovedet uden at tale sammen. Jeg bad daggrybønnen med folk, ventede på den første lyd af æselhove på asfalten og forlod straks moskéen ud i det ukendte.

Næste aften fik jeg endelig et tømrerværksted at sove i. Gudskelov. Jeg sov på jorden, blandt savsmuld og træ, og tænkte meget på Noa:

Åh, Noa

Fra alle sider kom vandet

Du var ikke blandt de druknede

Åh, Noa

Ligesom dig, alene med træ

Vil jeg overleve branden.

17. januar 2024

Murbrokkerne!

Murbrokkerne!

Murbrokkerne!

Digteren siger:

Digte burde bryde ud af murbrokkerne…

Poesien siger:

Hvor romantisk

Hvilke blide, drømmende ord!

Digtet siger:

Jeg er nødt til at skubbe tonsvis af smuldrende beton af mit hoved

Jernarmerede lofte

Og søjler plettede med hoveder og organer

Jeg er nødt til at fjerne de grædende vægge

Dekorerede med de sørgeligste tegn på Gud

16. februar 2024

I går forlod jeg Rafah. Jeg red på bølgen af intern fordrivelse endnu engang. På vej mod et telt i en beplantning ved Khan Younis, som støder op til det kolde hav, eller det, der kaldes "Al-Mawasi." Der havde jeg mit første møde med de venner, som er tilbage. Bassam, den sidste peson, der forlod Khan Younis, fortalte mig, at en bataljon fra den israelske hær var inde i vores hus i Al-Amal kvarteret. Han siger: Mens vi forlod Røde Halvmåne hospitalet med hænderne bundet bag om ryggen, så vi soldaterne inde på dit værelse. Oppe på taget af bygningen, hvor de satte en snigskytte i position.. De kastede bøger, hæfter og blyanter oppe i luften. Da sagde jeg, mens jeg grinede: Horeunger! Syv hundrede bøger!

Hvis bare én soldat havde læst bogtitlerne op for dem, ville de have skidt i bukserne og straks vendt tilbage til Tel Aviv. Hahahaha 😂😂

Jameel afbrød mig med en vits: “Abu Adam, hør her. Jeg ved, hvorfor de valgte din bygning, og hvorfor de sad på lige dit værelse. Da de prøvede at vælge en af ​​bygningerne, så bataljonschefen balkonen, som jeg byggede til dig. Han så, hvordan zinken sad rigtigt, og sagde: ‘Vi skal gå derop, til det sidste værelse ovenpå. Det ser ud til at smeden, som arbejdede på det der, er en skarp badass. Han havde sikkert en arbejdstilladelse hos os i Tel Aviv.´” Hahaha 😂😂

Mahmoud stoppede os, før vi faldt om af det grineflip, som ramte os. Fordi vi grinede af Jameels smarte måde at vise sig frem på, og det arbejde som han udfører. Mahmoud: “Griner I? For fanden, mand. Det hus som de går ind i, brænder de ned, så snart de er ude igen! Måske sprænger de det i luften. Vi spurgte ham enstemmigt: hvor ved du det fra?”

…

Jeg kunne ikke lide den stilhed, der faldt over os i en stund. Jeg sagde: “For fanden, det handler om held og din andel. Der er tidspunkter, hvor de blæser det i luften. Og der er tidspunkter, hvor de efterlader chokolade, marmelade, lekhem-brød og smøger. I skal ikke være bange. Jeg sværger, I kommer til at æde lekhem-brød. Haha.” Jameel angreb mig: “Fuck af med dig, Abu Adam! Vi skal have smøger! Én cigaret koster ti shekel!”

-“Nej, nej. Glem smøgerne. De er til den gamle, ikke til mig.”

-“Hvem er den gamle?”

-“Min far, for helvede. Din skolelærer da du gik skole. Abu Salah må han hvile i fred.”

-“Hvad er der galt med dig!! Hahaha! Vil du til din far på kirkegården med en karton cigaretter?”

-“Ja. Jeg hørte, at hæren ryger Imperial! Kan du se det for dig? Disse møgunger ryger Imperial, mand? Ved de overhovedet, hvordan man ryger det? For ingen i verden ved, hvordan man ryger Imperial som den gamle! Er du gal? Ved du, hvor mange pakker Imperial min far brændte af i sit liv?! Forresten, vent lidt: man siger boks, ikke karton. Så du kan ikke sige en karton Imperial! Det er slet ikke i orden! Karton kan man sige om Marlboro, men Imperial har altid været: boks. Gutter, hør, min far har været afskåret fra Imperial i tredive år. Og bygningen er hans. Det er ham, der byggede den!”

-“Jeg sværger ved Gud, det er sandt.”

-“Så er det afgjort. Efterladte Imperial bokse vil gå til den gamle. Vi ses”

-“Ja, vi ses. Men hvor skal du hen?”

-“Jeg skal over for at tale med min far.”

-“For fanden, mand. Hvad er der galt med dig?”

-“...”

.

.

.

.

Jeg gik op ad bakken - og bakken er profetens gemmested

Jeg gik op ad,

Og jeg går som en brandmand, der kommer ud af et holocaust

Røgen ud af min mund om vinteren

Og min by, i det sorte lavland derover

Med soldaterne

Hun ryger Imperial-cigaretter.

27. februar 2024

 Jeg modtog verificerede nyheder om, at den israelske hærs bataljon, der var inde i vores bygning, havde brændt mit hus ned sammen med min boghandel “Poesi Retræten”, som var oven på bygningen.

Jeg modtog en video fra min ven og nabo Nader Hilwa, der viser den fuldstændige nedrivning af husene på gaden bagved. Og som viser mit hus med nedbrændte værelser.