Et uddrag af en tekst, som forfatteren udgav i Raseef #22 d. 25.10.2023.

Den 7. oktober, dagen hvor planen var at slikke sol og producere D-vitaminer. Vi skulle få styr på en masse ting som svømmetøj og at blive enige om madplanen, så der kunne blive købt ind, og maden kunne forberedes.. Jeg besluttede mig for at overnatte hos min nære veninde, fordi hendes hjem var tættest på strandvejen, og vi besluttede os for at følges ad. Vi gik igang med at sortere det, vi købte i seperate poser, fordi vi lider af sorterings- og oprydningsmani,. Det blev vi ikke færdige med, før langt ud på aftenen.

Hun dansede til sangen “Substance”, og jeg så på hende med et konstant grin. Vi lo sammen af mit forsøg på at filme hendes moves, som altid får mig til at grine. Vi sov, mens vi ventede på, at dagen vi havde planlagt skulle begynde.. Klokken halv syv om morgenen sprang min venindes søster ind i værelset for at råbe os lige op i ansigtet: “Vågn op! Vågn op! "Dommedag er over os.” Vi lignede idioter, for vi fattede ikke, hvad der foregik. Det var ikke lige det, vi havde forestillet os denne morgen. Desuden, hvilken dommedag starter på en lørdag?

Efter hendes entré fulgte flere raketangreb, som vi aldrig har set lignende før. Efter det gik op for os, at vores planer var ødelagte, insisterede hun på, at vi spiste morgenmad sammen. Måltidet som vi forestillede os, at vi skulle indtage under morgensolen. Vi indtog maden under raketangrebene. Ind imellem de raketter, som blev fyret af, og de, som slog ned. Min bror kom derefter straks for at tage mig hjem, før kampene begyndte.

Jeg gik hjem igen, mens jeg overbeviste mig selv om, at det ikke bare var endnu en  eskalering ligesom alle de andre,  vi havde vænnet os til i løbet af året. Der var noget, som gjorde, at den her gang var anderledes.

Krig. Det store ord. Krigen skræmte os en del i begyndelsen. Jeg mener, den første israelske aggression mod Gaza for mange år siden. Den anden, tredje og fjerde. Eskaleringen imellem angrebene hver gang. Hvor meget af min menneskelighed det har taget. Hvor meget det lettede tanken om at slå andre ihjel. Noget der var ønsket og i mange tilfælde tvunget.

Et uddrag fra klagesangene skrevet af forfatteren til hendes veninde Nada al-Dahshan. En farmaceutstuderende som blev slået ihjel under israelsk bombardement sammen med sin far og mor.

Hun plejede at sige til mig, at hun ikke ville have, at året skulle ende. Uden at hun foretog en umrah [lille pilgrimsrejse til Mekka uden for Hajj-sæsonen]. Det var hendes største ønske. Hun var ved at starte praksis som farmaceut og blive en del af arbejdsmarkedet. Men hendes urokkelige kærlighed til uddannelse gjorde hende overdrevet nervøs. Hun begyndte at overveje at søge legater i udlandet, mens hun var i gang med sidste semester på universitetet. Nada nåede ikke at leve så længe.. Kom aldrig nogensinde uden for Gaza. Hun oplevede ikke følelsen af at arbejde og tjene sine egne penge.. Hun så ikke Ahmad udenfor fængselsmurene. Hun så ikke sin datter, og hun gav hende ikke navnet Laila. Hun oplevede ikke en musikaften med Le Trio Joubran. Hun så mig ikke, da jeg langt om længe forelskede mig for første gang. Efter at hun kæmpede længe for at overbevise mig om, at kærligheden er den smukkeste følelse.

Et uddrag  fra halvvejs inde i “Gaza-fortællinger”.

Min mor græd voldsomt i dag. Gråden som tilhører de undertrykte. De trættes gråd. Min mor som alle roser for den mad, som hendes smukke hænder tilbereder. Hun græd efter at have brændt  maden på (en maklouba-variant). Hun græd selvom det ikke var hendes skyld, at retten brændte på. Fordi vi ikke kunne finde en passende kasserolle til madlavningen efter at have været blevet internt fordrevne for fjerde gang. Fordi det antages, at Rafah er endestationen.

Makloubaen var det ikke det eneste, som brændte på den dag. I starten var det mit hjerte. Efter jeg så et smukt barn gå af sted iklædt rent og pænt tøj. Han bar på en lille kasserolle på vej til at fylde den med noget  mad. Fra et sted som lignede en nødhjælpsmadstation. Senere var han på vej tilbage, mens stedet var fyldt med folk, som bar på fad og gryder, som de svingede med og løftede i vejret. Min gråd den morgen var ulig nogen, jeg har oplevet siden det her mareridt begyndte.. Mere end alle de gange, hvor jeg fik hjerteskærende nyheder om venner og elskede. Jeg græd, fordi barnet grinede. Jeg græd, for havde jeg været i hans sted, ville jeg eksplodere af gråd. Men han kom og grinede, mens han beskrev scenen ved madstationen som en “rød død”.

Ved han, hvad han taler om, det her barn? Hvad betyder en rød død for at beskrive en scene som den her? Hvordan kom han væk derfra, mens han grinede? Og hvorfor grinede han overhovedet. Åh gud.

Mor græd ikke, fordi maklouba-retten ikke lykkedes. Hun græd, fordi makloubaen endte i skraldespanden. Vi forsøgte alle sammen at forklare hende, hvordan gud ser og ved, hvordan vi har det. At gud bevidner, hvordan vi forsøgte at spise det. Men uanset hvad vi sagde, fortsatte hun med at græde. Efter jeg forsøgte at berolige hende, mens jeg græd og smågrinede lidt, gik hun væk med øjnene fyldt med tårer. Hun foldede et bedetæppe ud for at græde til gud og bede om hans tilgivelse. Og jeg var stadigvæk i chok over min mors tilstand. På trods af, hvad hun slugte af smerte over at miste hele sin familie og bekendte. De mennesker fra min mors side af familien, som lå tættest på hendes og mit hjerte. Men først nu græd hun og bad gud tilgive hende, fordi maden var blevet smidt ud i skraldespanden.

En tekst som forfatteren udgav i “Gaza fortællinger”.

Den generer mig ikke længere eller påvirker mig: Idéen om, at verden ikke bekymrer sig, når vi dør. Gennem hele vores liv i Gaza. Det gør mig ikke ondt, at vi her på 360 km2 ikke ved noget om livet andet end at overleve. Og for de fleste lykkedes det heller ikke. Mine drømme insisterer ikke på at blive opfyldt. Der er sådan set ikke længere drømme. For ikke så længe siden kom jeg af med at bebrejde mig selv for det, som jeg forgæves ønskede at opnå i den her by. En by, som vi får fortalt, er en slags præmie, og som man forlanger, at vi elsker og dør for.

Den provokerer mig ikke: Idéen om at vi fødes i en tændstikæske, som kan åbnes og lukkes fra to sider. Det gør mig ikke længere sindssyg, at døden her i Gaza er vores skæbne, som ikke kan diskuteres. Det gør mig ikke længere ked af det at se på død og ødelæggelse. Jeg bliver ikke længere vred over den manglende retfærdighed på jorden og den forsinkede retfærdighed fra himlen. Det, som gør mig vred og som gør ondt og gør mig vanvittig nu, er, at de valgte et våben, som er stærkere end alle de raketter og sprængstoffer, som de har kastet efter os hele vores liv i Gaza. De har valgt at udsulte os som et krigsredskab?

Norden er sulten, og Syden er sulten. Norden er berøvet, og Syden er vanvittig. Har besætteren valgt at lege med de indfødtes sind, så de kan rejse bort fra deres opholdssted pga. sulten? Efter at alle deres planer for at bortvise os fejlede? Har de sikret den her plan ved at sørge for, at Gaza ikke er et sted, man kan leve?

Hvilket hemmeligt samarbejde er det, som har lammet vores liv og endt en del af det? Hvilket vanvid er det, som får mig og min familie til at overveje, hvordan vi får et beløb, så vi kan klare en cementvæg og en ørken? Et beløb, der kan dække rejsen til Nordpolen? Hvad forhandler man om?

Hvor længe vil verden efterlade os? Og hvilken verden er det, hvor ingen styrker er i stand til at holde Israel tilbage? Hvor længe vil døden fortsætte med at grine ad os? Et manuskript, som filmatiseres af den ene instruktør efter den anden. Et manuskript med mange spørgsmål og ingen svar.

Et uddrag af forfatteren fra halvvejs ind i “Gaza-fortællinger”.

Denne krig lykkedes med at få os til at indse og fuldt ud forstå alle meninger og koncepter. Meningen med et hjem. Den rolige morgenstund. Rent vand og mad. Efterladte værdigenstande og gaver. At tage et bad. At sidde sammen med vennerne på verandaen. Den lykkedes med at få mig til gennemgå ethvert hjørne af mit hjem i min fantasi. At forestille mig hver en tomme i det. Gangen ved hoveddøren og bordet, som er pyntet med tyrkiske og palæstinensiske antikviteter. Mit værelse med det gule lys. Mit klædeskab som er fyldt med varmt tøj. Bambusbenene i køkkenet som jeg huskede, mens jeg forsøgte at samle nok vand sammen, som et menneske skulle bruge på en dag. Mig som kæmpede med min mor hver uge, fordi jeg forsøgte at drukne bambusserne i vand. Mens jeg forklarede, at bambus elsker vand. Hvordan mon de har det nu efter snart tre måneder?

Jeg taler med mig selv og siger: Mon vandet er nået halvvejs eller fuldstændig tørret ud? Jeg når frem til, at den nok er tørstig nu, og det er jeg også.

Der er en ubarmhjertig ekstern krig. Og der er interne krige med større vildskab. Hadet. Racismen. En som ser, at nogle fortjener en portion mad, men ikke andre. At bevæge sig udenfor og have med folk at gøre, som mener, de er bedre end andre. Jeg tror ikke, at beslutningen om at forlade hjemmet var den rigtige. Hvis man kunne skrue tiden 80 dage tilbage, ville jeg have besluttet at forblive alene i Norden omringet af væggene i mit varme hjem.

Det ønsker jeg. Selv hvis det betryggende loft skulle falde sammen over mig. Jeg ville ønske, at en eksplosion kunne sende mig flyvende rundt om Palæstina. Jeg ville ønske, jeg ikke overlevede et eneste sekund forbi wadien (dalen). Nu er vi alle alene sammen med billederne af hjemmet og det gode liv. Som en klog person sagde: ingen fordreven kommer tilbage helstøbt, og ingenting kommer tilbage som det burde være.