11. oktober, kl. 00:12

I krig, 

konkurrerer nætterne om, hvem der vil være hårdest ved os.

13. oktober, kl. 00:56

Hej, det er Ahmed fra Gaza der taler til dig. 

Jeg er bange for, at mit navn vil blive en nyhed, hvor der f.eks. vil stå: "...et X antal lig er blevet fundet under de voldsomt bombardementer i forskellige områder", og at jeg vil blive et kedeligt tal, der føjes til statistikerne, som ikke er holdt op med at tælle i dette øjeblik. Jeg vil ikke have, at mit og min families navn bare bliver til tal, uanset om de er ulige eller lige.

Jeg har mange drømme som for eksempel om at rejse uden for Gaza - til en større verden. Udforske den, prøve at bruge mit sprog sammen med andre og virkelig tro på de forestillinger, billeder og oplevelser, jeg ser på internettet, som viser verden og dens mangfoldighed.

Jeg taler til dig nu uden at have nogen information om, hvad der sker udenfor. Uden for mit hjem mener jeg - altså det vi vendte tilbage til efter at vores område blev bombet for et par dage siden. Der er ingen måde, at kommunikere med nogen på. Bombemanderne er ikke stoppet, og lysbomber lyser området op og advarer om det ukendte. 

Det jeg frygter mest er at alt vil blive betragtet som normalt: Det er normalt at huse bliver bombet, og det unormale er, at der ikke blev advaret på forhånd. Det normale er, at barnet dør, og det unormale er, at det døde skrigende... Og mange andre ting, som ikke kan rummes i en tekst.

Jeg hedder Ahmed, og mine venner kalder mig (Asem/Asoumi). I øvrigt, ved jeg ikke så meget om hvad der sker med mine venner. Jeg tjekker op på dem gennem korte videoer når jeg har mulighed for at være online. Jeg tjekker alt og bliver beroliget over, at mine venner ikke er blandt dem der er gået bort. Samtidig indser jeg, at alle dem på billederne og i videoerne faktisk er mine venner ... så jeg græder.

Jeg hedder Ahmed, og siden barndommen har jeg hadet arabisk og grammatiktimerne. Jeg hader spørgsmål om, at finde forskellen mellem to ting. Jeg hader svar, og jeg elsker spørgsmål. Jeg stoppede op ved et spørgsmål for to dage siden: "Hvad er forskellen på optrapning og krig?" Og jeg tænkte, hvilken betydning har dette spørgsmål, hvis resultatet er det samme: en grædende mor og et skrigende barn ... hvis der var en chance for at græde og skrige. 

Jeg er Ahmed, og jeg er bange for, at jeg vil dø og blive et almindeligt nummer, og at alt vil være væk, før jeg er færdig med teksten.

17. oktober, kl. 23:15 

Facebook spørger mig "hvad tænker du på?". Jeg sværger ved Gud, at jeg konstant tænker på tanken om, at vi er i live indtil dette øjeblik ved en ren tilfældighed.

Og de tal vi ser er smertefulde og får os til at græde; fire tusinde martyrer indtil videre ... Fire tusinde historier, minder, fortællinger og historier.  Der er ingen grund til at skrive og tale; vores skrig og gråd bliver hørt af de døde. 

Og, åh Facebook, hvor mange gange var de nødt til at dræbe os for at sikre, at vi døde, og at meget af det, der er indeni os også døde med os. 

Og at vi hver dag vågner op for at tælle os selv og tælle, hvem der er tilbage af vores venner ... give os selv et klap, holde nerverne sammen og kæmpe det, der er tilbage af overlevelseskampen.  

Jeg stiller mig selv et andet spørgsmål: om der rent faktisk er et sikkert sted i Gaza. Mine venner døde både i og uden for Gaza. Fortæl mig, hvor vi skal tage hen! 

Har nogen fortalt dig før, at vi er superhelte? Seriøst, hvem har sagt det? Alt, hvad vi gjorde og stadig forsøger at gøre, er at gøre dette liv tåleligt. Er det så svært for verden? Er det for meget at bede om?

20. oktober, kl. 19:52 

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg er bange for mig selv.

Jeg føler ikke noget, nyhederne overrasker mig ikke og fanger ikke min opmærksomhed. 

Jeg begyndte at læse tallene på en så normal måde. Jeg lyver meget, når jeg bliver spurgt (Hvordan har du det?). Jeg er ligeglad med, hvordan jeg har det. 

Jeg er ligeglad med, hvem der skriver om os, og hvem der ikke gør, for hvad er meningen med overhovedet at skrive, når der falder en ven for hvert ord?

Husene, der falder ned på vores hoveder, er blevet normale. Scenerne med kontinuerlig fordrivelse tænker jeg ikke så meget over eller planlægger for. 

Dagene er blevet så ens, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst grinede. Grinede vi før, eller lod vi, som om vi gjorde det, bare foran os selv?

Synet af bombede huse gør mig ikke ked af det ... Faktisk skammer jeg mig over, at vores hus stadig står, selvom det er delvist beskadiget.

Nu er jeg bange for mig selv, ikke for krigen.

Nu har jeg helt indset, at denne krig har dræbt alt i os, selv vores følelser af overraskelse og tristhed.

23. oktober, kl. 21:17

Jeg undskylder til alle mine martyrvenner, da vi ikke har meget tid til at sørge, og når I spørger, hvorfor vores sorg når dem med mellemrum, har vi lært, at da krigen fortsatte, havde vi mange grunde til at være kede af det, så I modtager krummerne af vores sorg.

Jeg undskylder over for mig selv og mine venner, at jeg ikke har haft tid til at se til jer, da krigen har taget vores tid og hvile, og der er bare ikke tid i krig. Jeg undskylder til alle børnene, at jeg ikke har en logisk forklaring til at fortælle jer, hvad der virkelig sker, eller til at fortælle jer, hvad I skal gøre, når jeres meget små hjerter står over for tonsvis af sprængstoffer.

Jeg undskylder for alle de dage og nætter, hvor jeg har klaget over kedsomhed.Kedsomhed er efter min mening nu, at jeg er i stand til at skrive, indtil dette øjeblik. Tilfældet: Vi er stadig i live.Jeg undskylder over for mit 28-årige jeg ... jeg ønskede ikke noget af dette for dig; et af mine ønsker var at have modet til at bekende min kærlighed til den pige, jeg har elsket.Men på grund af krigen er mit mod i dag bare at kontrollere mine breve og ikke tilføje nye vægte af tristhed på nogen side. 

Til sidst vil jeg gerne undskylde for mit dårlige arabiske sprog, som er tydeligt i denne tekst.De otteogtyve breve kunne ikke rigtig støtte mig i at skrive dette undskyldningsbrev.

25. oktober, kl. 22:20 

 Jeg ved ikke, hvem der har lært os at skrive, og hvorfor skriver vi? Hvad er formålet med at skrive, og hvad er begrundelsen for det i første omgang?Min tunge er kompleks, og mit sprog virker forvirret og skræmt. Mine bogstaver stammer og er fyldt med uhørte skrig.

Jeg holder fast i mit sprog, og fra det forsøger jeg at uddrage noget, der kan beskrive, hvad der sker ... Men jeg er ude af stand til det, og jeg fejler.Jeg prøver at forme noget, der kan hele mine venners sår, men jeg kan ikke, og jeg fejler igen.Jeg tænker på at have en normal samtale, der er mere end: (Fandt du vand?Har du taget et bad? Hvad har du spist til frokost?Er du okay? Var det tæt på eller langt væk?), og jeg kan ikke finde andre spørgsmål end dem. 

Mit sprog har fejlet med det første barn, der forsøgte at beskrive en hel by, der brændte, når han aldrig i sit liv havde set en brand, der var større end en tændstik.

29. oktober, kl. 18:08

Ahmed kommer ud fra ruinerne og taler til dig.

Ham, der indåndede tusindvis af tons støv... Min farve er grå (hvis du skulle have brug for at vide det)... Ham, der ikke kunne tælle sine familiemedlemmer, fordelt på farverne (rød og grå) - hvis du overhovedet var i stand til at se farverne. 

Farver her har ikke den luksus at blive valgt.Rød: Du er fuld af blod.Grå: Du har lige omfavnet dine og dine naboers huse og sten, og kom ud med vejret i behold.

Ahmed, som var vidne til døden for lidt siden, og hans erfaring med psykologisk støtte kunne ikke hjælpe ham med at overvinde skrigene fra børn og mødre.

Mine ord kunne ikke hjælpe mig med at formulere noget at sige og lægge på børnenes bryst.Faktisk kunne jeg ikke se nogen. Jeg vidste kun, at de var i live, fra deres skrig (et tip til dig: Kend altid dine elskedes skrig, det er den eneste måde, du kan genkende dem og vide, om de er i live eller ej). Jeg, Ahmed, hader alle de drømme, jeg har. Jeg har ikke længere smukke, velkendte minder, ingen venner tilbage at genkende eller et trygt hjem at være i.Ahmed, og jeg hader den verden, der ikke kan stoppe en krig, der er større end mit hjerte og børns hjerter.

Jeg er Ahmed, og jeg ønsker ikke at arrangere denne tekst, da jeg har travlt.Jeg kan måske ikke nå at offentliggøre den, før endnu en granat rammer mig, og vi begge, teksten og jeg, ser lyset.

8. november, kl 20:24

Spørgsmålet her er: Hvad er hurtigst, en raket, der overskrider lydmuren, eller skriget fra et barn, der knækkede raketten med munden og spyttede den ud, mens han reciterede de to shahadaer?Lad være med at fordybe dig for meget i spørgsmålet, for mens du tænker på et smart, logisk svar, er der et andet barn, der lige er faldet, mens det reciterede skrigene.

Du skal ikke undre dig over dette spørgsmål, det er ikke rettet mod dig.Jeg stiller mig selv spørgsmål og tror, at det er den eneste måde at redde mig fra sindssyge på!Før i tiden plejede jeg at forsvare de sindssyge.Jeg var deres fornuftige helt og frelser. Jeg var bange for, at nogen ville tale om dem. Jeg kunne faktisk ikke lide, at nogen talte om dem.Jeg ville kun tale om dem som fornuftige. Indtil krigen kom, og det var det. 

Nu taler den sindssyge person til dig, hvis hår er gråt, og som ikke kan få vejret (fortæl ikke nogen om dette ... det er en hemmelighed mellem mig og børnene.Jeg lånte dem min ånde, så de af al kraft kunne spytte alle de raketter ud, som de fangede). Det er fuldstændig vanvittigt, ikke? Det er helt i orden.  Pointen er, at chefen for de sindssyge spørger dig: "Hvordan har du det i dag, fornuftige person? 

 Jeg ved det... det er et andet spørgsmål...Det er i orden, du kan dvæle ved det.

11. november, kl. 18:22

Han vågner op fra en fredfyldt søvn... spiller sin yndlingsmusik, sandsynligvis jazz, hvis han har en god smag. Han har vand i overflod. Han vil sandsynligvis tage et varmt bad, mens musikken spiller, og så vil han langsomt spise sin morgenmad. Han vil sige til sin kone: "Jeg elsker dig," og hun vil måske gøre det samme. Han henter morgenavisen for at tjekke, hvad hans horoskop siger (jeg tror, han er en Fisk, på grund af hans ubeslutsomhed). Han klæder sig på, tager sit formelle jakkesæt på og kan ikke beslutte sig for, hvilken slipsfarve der passer bedst til denne dag (han vælger rød, fordi han er vant til at elske denne farve, og hvad den står for), og måske sprøjter han lidt parfume på, ikke fordi han kan lide det, men fordi det er kutyme at gøre det, og hans parfumes mærke er højst sandsynligt (Sauvage). Han sætter sig ind i sin stærkt bevogtede bil og kører i en sikker konvoj til sit arbejde for at fortælle os en hemmelighed.

Og mens alt dette sker, er vi i Gaza: vi dør, vi skriger, og vi forbander natten. Vi lovpriser, vi beder om tilgivelse, vi er bange, vi sover, vi vågner, vi går i panik, vi er forbløffede, vi skriger igen og igen, vi er bange, vi dør, vi kommer frem under murbrokkerne, vi forbander natten, og så søger vi for at høre en hemmelighed.

Så hører vi manden i jakkesættet med det røde slips sige: (Vi fordømmer krigen mod Gaza), og vi opdager, at ordene stinker, fordi han havde glemt at gøre dem rene i morges.

18. november, kl. 14:52

Det er den treogfyrretyvende dag i krigen. Jeg holdt op med at skrive, den dag jeg mistede mine ord og min stemme over for mine venner og naboer. 

Jeg indså ved et tilfælde, hvor gammel krigen er, ligesom jeg stadig er i live, da intet missil har ramt mig eller forvandlet mig til et nummer, indtil det øjeblik, hvor jeg skrev dette indlæg. 

Jeg lever i et skræmmende mareridt kaldet krig med åbne øjne, som den dag i dag ikke kunne nyde to timers fredelig, uafbrudt, sikker og en tilfreds søvn.Mit daglige levebrød er meget begrænset, og jeg betragter mig selv som heldig nok til at kunne drikke kaffe, selv om det ikke er om morgenen (da jeg bruger meget tid på at finde en omkostningseffektiv måde at lave kaffe på), og det lykkes mig, på trods af den dårlige slags og kvalitet.Min beskedne erfaring til dato er, at kaffe stiller sulten i længst tid. 

Der er ingen kommunikationsmidler blandt mine venner, og jeg kender ikke mange nyheder. Jeg kender nyhederne omkring mig gennem det, jeg observerer med mine egne øjne. Sammenfatningen af de nyheder, jeg kender, er som følger:Der er ingen grøntsager eller spiselige ting på markedet.Der er sket betydelige fremskridt med min nabos indsamling af brænde. 

Cigaretpriserne er blevet lige så høje som guld. Det lykkedes en ven at gå i bad uden at bruge shampoo (for at spare på vandet) efter en uge og dage med aftørring med vådt papir. Det er ikke lykkedes verden at stoppe krigen.

24. november, kl. 17:21

Den morgen, hvor godheden i verden begyndte at eksistere. 

Jeg er stadig i live.

Jeg så mange af mine venner og familiemedlemmer dø for øjnene af mig. Førstehjælp er bare logik. På denne måde hjalp jeg et barn, der stønnede af smerte, efter at huset ved siden af os var blevet bombet. Efter timevis af logisk førstehjælp hjalp logikken ikke barnet, og han døde med mange spørgsmål:

Det første spørgsmål: Hvorfor krig?

Det andet spørgsmål: Indtil hvornår denne krig?

For det tredje: Hvor mange børn skal der til, før krigen stopper?

For det fjerde: Hvordan ser et normalt liv ud?

For det femte: Er den, der har sendt os i krig klar over, at vores hjerter er for små til at bære det?

Jeg kunne ikke hjælpe barnet, som var ved at drukne i sine spørgsmål, og hans spørgsmålstegn skadede især min højre skulder. 

Alle mine muligheder for at overleve er blevet meget begrænsede. Min hukommelse holder ikke op med at indsamle børnenes skrig, og mit hjerte græder over alt og holder ikke op.

De, der bærer de mest overdådige jakkesæt i verden ... I kender jer selv meget godt ... Lad os være i fred, vi drukner i vores spørgsmål, og der er absolut ingen grund til at opfinde nye. Og stop krigen.

29. november, kl. 14:00

Hvad gør vi under våbenhvilen?

Frygter, at krigen vender tilbage. 

3. december, kl. 06:55

Jeg skriver nu, mens jeg ryster, og jeg retfærdiggør, at jeg ryster af kulde, ikke af frygt.

Jeg spørger mig selv, hvorfor alt dette egentlig sker, og hvad er min sande definition af frygt, når jeg var den første, der flygtede, da jeg hørte lyden af missilfragmenter, der fløj mod os.

Hvad var jeg bange for? Hvorfor kalder de det at flygte for "sjælens sødme", når det, der sker, er det modsatte af sødme?

Jeg overlevede frygt og død for tredje eller fjerde gang (jeg kender ikke det rigtige antal), og overlevelse her er ikke en legendarisk handling.

Den skræmte person, der taler til dig er hverken en superhelt eller en historisk legende. Han er et helt almindeligt menneske, som har nogle enkle drømme: at kunne lave fjollede vittigheder igen om alt det, der sker omkring mig ... at være et helt almindeligt menneske, ikke andet.

Jeg skriver nu mens jeg ryster, og det er på grund af kulde og frygt.